Lidt om os selv

Elisabeth Trampe Madsen

Elisabeth Trampe Madsen,

Tel. 2467 8844
Email. etmtrampekommunikation.dk

Jeg har en mission. Jeg kæmper for undervisning, der har nærvær og nerve. Væk fra PowerPoint misbrug, hvor den ene teksttunge slide afløser den anden i et hastigt tempo, og hvor underviseren får ’afleveret’ alle sine budskaber. Hen imod dialog og involvering med fokus på præcis det, som deltagerne har brug for – hverken mere eller mindre. Og altid sat ind i en praktisk ramme!

Ingen kan lære nogen noget – med mindre ønsket og viljen er til stede. Derfor bør enhver undervisning bygges på samarbejde. Underviseren tager ansvaret for styringen, men må dele ansvaret for læringen. Det kræver dialog.

Jeg har arbejdet med undervisning hele mit liv. Min scrapbog indeholder stort set alle målgrupper; unge som ældre, erhvervsledere som medarbejdere, topmotiverede kursusdeltagere og deltagere med indstillingen ’jeg er her da’.

Og jeg brænder for at dele mine erfaringer, praktiske råd og utallige materialer med andre. Alt sammen i håbet om, at enhver, der bruger sin kostbare tid i et undervisningslokale, går derfra og tænker: Den tid var virkelig givet godt ud!

Jesper Trampe

Jesper Trampe,

Tel. 21 29 16 29
Email. jttrampekommunikation.dk

Her et kontroversielt bud på et tiltrængt boost til dansk økonomi. Læg afgifter på ord i det offentlige rum! Det er kun ret og rimeligt, at ord beskattes på lige fod med andre forureningskilder - og så vil det få en ubetalelig, opdragende sideeffekt... Det vil nemlig begrænse vores uvane med at skrive os frem til en erkendelse. I stedet vil vi begynde at spekulere længe og grundigt over, hvordan vi formidler vores budskab kort og præcist, før vi skriver. TÆNK længe - SKRIV kort... og spar os andre for de vægelsindede mellemregninger.

Tænk engang, hvor mange der tillader sig selv at blive stødt over grammatiske fejl i det offentlige rum. Det kan føre til ophidsede diskussioner og lange læserbreve. For mig er det langt mere afgørende, hvad der rent faktisk står. Er det forståeligt, venligt, præcist og vedkommende? DET kan få mig op ad stolen. 

Jeg er 42 år, uddannet på Roskilde Universitetscenter i Dansk og Kommunikation, har en række kurser og videreuddannelser i bagagen, og har på et eller andet tidspunkt haft fingrene i stort set ALLE former for kommunikation - både som medarbejder i større kommunikationsbureauer og mest på egen hånd.